Sikkerhed på isen

Sikkerhed på isen

Kunstskøjteløb uden større skader

Som ny i sporten kan det være svært at forestille sig, at løberne ikke jævnligt får skader. På trods af det hårde underlag sker der faktisk sjældent alvorlige hovedskader for kunstskøjteløbere, der lige fra starten lærer at falde og rejse sig hurtigt op fra isen igen. De typiske skader er blå mærker og, mere sjældent, forstuvede håndled og knæskader. 

Jo dygtigere barnet bliver, jo mere opøves balancen, og barnet slår sjældent hovedet i isen. Alligevel hænder det, at en løber slår hovedet i isen, og pådrager sig en hjernerystelse. Ved disse fald vil en hjelm spare barnet for smerter, hjernerystelse og evt. følgevirkninger af hjernerystelsen.


Brug hjelm 

Kunstskøjteløb er en æstetisk smuk sport, hvor en hjelm ikke anvendes ved konkurrencer. Men under skøjtetræning for begyndere indøves relativt grov motoriske øvelser, hvor en hjelm ikke vurderes at have indflydelse på balance, mobilitet eller teknik. Her anses sikkerheden som vigtigere end det æstetiske, og det kunne være et ekstra incitament for løberen til at mestre de grundlæggende skøjtefærdigheder, så hjelmen ikke længere er nødvendig. 


Det er ikke obligatorisk at bruge hjelm i Danmark, men Dansk Skøjte Union anbefaler kunstskøjteløbere at bære hjelm indtil erhvervelsen af klubmærke 4.


Brug vanter samt varmt, tykt tøj

Tøj i flere lagbeskytter mod slag, når barnet falder–og det sker mange gange i starten. Det er vigtigt, at der er god bevægelighed i tøjet. Vanter er ligeledes uundværlige, og skal altid bæres på isen. Flagrende tørklæder og bånd bør derimod undgås. 


Den rigtige hjelm 

Der findes ikke hjelme godkendt alene til kunstskøjteløb. Vi anbefaler, at der vælges en hjelm, der er godkendt til fx ishockey, skateboard eller ski – ofte kaldet en multisport hjelm. Disse hjelme er designet til at modstå mere enden moderat påvirkning, men kan stadig kun klare et vist antal påvirkninger. Husk derfor at holde øje med, om hjelmen trænger til at blive udskiftet. Sørg for, at hjelmen passer barnet og er komfortabel. Den skal gå ned om baghovedet og have hul ved ørerne til instruktioner. 


Husk 

  • Hjelmen skal sidde lige på hovedet og må ikke kunne bevæge sig i nogen retninger.
  • Hagestroppen skal være korrekt lukket, så hjelmen ikke kan falde af.
  • Tjek regelmæssigt hjelmen for evt. brud